Navneskilte
For at sikre et ensartet udseende ved hoveddøre og på trapper står foreningen for navneskilte på
-
- Dørtelefon
- Postkasse
- Tavle indenfor hoveddør
- Døren til de enkelte lejligheder
Foreningen ønsker at tilgodese en vis diskretion og henstiller derfor at undlade det fulde fornavn på 1-3 ovenfor. Vær opmærksom på, at der desuden ikke er meget plads på 1 ovenfor. Send dine ønsker for navneskilte til formand@hschneeklothsvej.dk
Postkasser
Er placeret lige indenfor gadedøren. Hver beboer har fået udleveret en nøgle til sin postkasse.
Dørtelefon
Radiatorer og varme
Der er installeret fordampningsmålere på alle radiatorer i ejendommen, og afregningen sker derfor individuelt efter målerforbrug. Forbruget fjernaflæses en gang om året og kræver ikke besøg i hver lejlighed.
Du betaler et aconto beløb for varme hver måned og modtager så en endelig afregning hvert efterår for regnskabsåret, der går fra 1. september til 31. august.
Ejendommens radiatorsystem er enstrenget, hvilket vil sige at fremløb og returløb sker via de samme rør.
Udlufter på centralvarmeanlæg
Fremover skal der ikke lukkes luft ud på diverse radiatorer i vores ejendom.
Pga. manglende varme i 5. sals lejlighederne i nr. 9, 11 og 13, kluklyde på radiatorerne samt lav varme flere steder i vores ejendom, har vi fået installeret en aflufter der er monteret på vores centralvarmeanlæg. Det er en Vacumat ECO 600 Vakuum afgasser. Den trækker luft ud af varmerørene, så der ikke dannes luftlommer. Det varme vand kan nu løbe frit og vi har alle fin varme. Som en bonus skal der ikke luftes ud på radiatorerne fremover, når vinteren kommer.
Gas
Oprindeligt var alle køkkener fra stuen til 4. sal forsynet med gaskomfur. Gennem årene er mange imidlertid gået over til elkomfur, og i takt hermed er gasforsyningen fjernet helt i en del lejligheder. Den findes stadig i andre, også hvor den ikke benyttes. Kvistlejlighederne på 5. sal var fra starten med elkomfur.
El
Afregningen sker individuelt efter målerforbrug. Forbruget fjernaflæses en gang om året og kræver ikke besøg i hver lejlighed.
Vand og afløb
Ejendommen fik fornyet de lodrette vandledninger (stigstrenge) samt faldstammer i 2022. Hver lejlighed blev samtidig forsynet med individuelle afspærringsventiler for både koldt og varmt vand. For de fleste lejligheder er de placeret bag inspektionslemmen i rørskakten i badeværelset, for andre lejligheder er de placeret under køkkenvasken, og for nogle få lejligheder er der tale om en helt tredje løsning.
Inspektionslemmen vil typisk kunne løftes af ved at lirke en skruetrækker ind det sted, hvor der er en lille udbuling.
![]() |
![]() |
Afspærringsventilerne er af typen EasyTop og kan betjenes uden brug af værktøj. Det er en god ide at “motionere” dem mindst engang om året, så de ikke sætter sig fast.
I efteråret 2022 blev der monteret fjernaflæste vandmålere ved afspærringsventilen for det varme vand. Fra 1. juli 2023 gik foreningen over til at afregne varmtvandsforbruget individuelt for hver lejlighed. Indtil da foregik afregningen forbrugsuafhængigt via værelseshaneandele, hvilket svarer lidt til fordelingstal. Regnskabsåret går fra 1. september til 31. august, og afregning sker om efteråret på samme faktura som radiatorforbruget. Koldtvandsforbruget afregnes ikke efter individuel måler.
![]() |
![]() |
De fleste lejligheder er blevet forsynet med en fugtmåler, der skal være placeret i bunden af rørskakten (eventuelt ophængt i et bånd). Ved en lækage på de lodrette vandledninger vil der typisk ske vandsamling i bunden af rørkassen, og fugtmåleren vil så begynde at bippe.
Port
Porten til indergård og gårdhave er placeret mellem opgang 3 og 5. Undlad at flå i porten, men indsæt i stedet den tilhørende nøgle og vrid den med uret, og porten vil normalt åbne. Fra gårdhaven behøver du ikke nøgle, men kan blot trykke på håndtaget.
Engang imellem sker der ikke noget. I så fald er låsemekanismen formodentligt slået fra, og porten kan så blot skubbes op med håndkraft.
Porten lukker af sig selv efter passage.
Affaldscontainere
Der findes affaldssortering to steder i gården med forskellige typer affaldscontainere. Et ud for nr. 7 og et ud for nr. 13. Affald skal sorteres i de dertil indrettede containere efter Frederiksberg Kommunes anvisninger.
Nyeste vejledning
Frederiksberg Kommune udsender med jævne mellemrum sorteringsvejledninger; disse vejledninger skal efterleves. Der findes ligeledes en container til glas ud for nr. 7 på ejendommen.
Der må ikke kommes andet affald i affaldscontainerne, og der må ikke henstilles affald eller glas ved siden af containerne. Klip eller skær store stykker pap til så de kan være i papcontaineren.
Det ses gerne at man selv afleverer sanitetsaffald (WC, håndvaske o.l.) samt byggeaffald på genbrugsstationen.
Storskrald
Hvis man ønsker at bortskaffe storskrald, og det ikke er muligt selv at køre på genbrugspladsen, kan man benytte ejendommens storskraldsordning i garage nr. 1 regnet fra plankeværket i gården ved nr. 3. Garagen er mærket med et skilt med teksten “Storskrald” og kan åbnes med samme nøgle som porten.
Følg venligst sorteringsvejledningen for håndtering af storskrald og læs eventuelt mere om, hvordan du sorterer affald på affald.frederiksberg.dk.
Det er IKKE tilladt at henstille pap eller andet affald, der kan smides i de dertil indrettede dagrenovationscontainere. Bestyrelsen koordinerer bortskaffelse af storskrald. Der kan også henstilles kemikalie- eller maleraffald (farligt affald). Se afsnittet kemikalieaffald.
Byggeaffald og sanitetsaffald (WC, håndvaske o.l.) er IKKE storskrald, og det skal man selv bortskaffe på en genbrugsstation.
Kælderrum
Til hver lejlighed hører et kælderrum på ca 2 kvadratmeter. Adgang til kælderrummene 1-24 sker via dørene i kælderhalsen mellem opgang 5 og 7. Adgang til kælderrummene 25-72 sker via dørene i kælderhalsen mellem opgang 9 og 11. Du skal bruge samme nøgle som til porten for at komme ind i kælderetagen, mens du selv skal sørge for hængelås till dit kælderrum. Bemærk at det ikke er tilladt at stille noget på gangene i kælderen.
Når du forlader kælderen igen, er det vigtigt at du husker at låse døren efter dig. Du låser ved at løfte lidt op i håndtaget, mens du drejer nøglen.
Enkelte kælderrum indeholder i loftet rør med afspærringsventiler. Det skal være muligt at komme til disse ventiler i nødstilfælde, og foreningen udleverer derfor en hængelås til disse rum og beholder den ene nøgle i et aflåst skab, mens beboeren får den anden nøgle. Beboeren bedes fylde kælderrummet på sådan en måde, at det er muligt at komme til at betjene afspærringsventilerne.
Tørrerum
Foreningen disponerer i kælderen i nr. 5, 7, 9 og 11 over rum til tørring af tøj. Adgang sker via bagtrappen.
Altaner
5. sal fik altaner i forbindelse med tagrenoveringen i 2014. De øvrige lejligheder fik altaner i 2019-20. De fleste har udgang via soveværelse og lidt færre udgang via køkken. Nogle enkelte har slet ikke altan.
Tag
Taget var igennem en større renovering i 2014.
Vinduer
Vinduerne mod gaden blev skiftet i 1988 og vinduerne mod gården i 2019-20.
Desværre har vinduerne mod gaden med drejehåndtag vist sig at byde på problemer i nogle lejligheder. Hvis du selv har mod på at foretage en reparation/udskiftning, har foreningen enkelte reservedele liggende. Alternativt kan du kontakte firmaet Casadana og få dem til at foretage en udskiftning til cirkelbeslag (samme princip som vippebeslagene på det store vindue). Udgiften hertil skal du selv afholde.
![]() |
![]() |
Trapper
Trapperne er at betragte som flugtveje, og der må derfor ikke henstilles genstande (end ikke sko) på trapperne. Desuden rengøres trapper og andre fællesarealer ugentligt, så også af hensyn til rengøringspersonalet skal trapperne friholdes.
På bagtrappen på reposen ud for 5. sals lejlighederne er der placeret en fælles stigereol. Denne må selvfølgelig gerne anvendes, så længe der stadig er en fri flugtvej. Rengøringspersonalet rengør i øvrigt ikke denne repos, men kun trappen op til den.
Kabel TV og internet
I ejendommen er installeret individuelt hybridnet fra YouSee. Nettet er ført op via hovedtrappen og ind i de enkelte lejligheder langs ydervæggen mod gaden. Nettet giver hver enkelt lejlighed mulighed for at vælge mellem forskellige programpakker samt internet. Hvis man ønsker at ændre programpakken, skal man selv kontakte YouSee for tilslutning og ændring af programpakke. Betalingen for hybridnet opkræves individuelt af YouSee.
Indflytningsgebyr
Ved indflytninger/ejerskifte skal den nye ejer betale et ejerforeningsbidrag/indflytningsgebyr på kr. 145,00 pr. fordelingstal.
Indflyttergebyret udløses også når der er tale om en ændring af lejeaftalen, hvor administrator eller bestyrelsen skal involveres. Dvs. ved leje/fremleje eller tilføjelse/fjernelse af ejer/lejer til/fra aftalen, men ikke når en kæreste flytter ind eller ud, familieforøgelse eller navneskifte m.m.
Bidraget/gebyret går til vedligeholdelse af opgangene som følge af den slitage, der sker i forbindelse med flytning samt til navneskilte ved indflytning. Det er i alle tilfælde ejeren, der opkræves udgiften. Bidraget/gebyret betales også ved ”forældrekøb” o.l.
Fordelingstal
Da ikke alle ejendommens lejligheder er lige store, anvendes fordelingstal til fordeling af de månedlige fællesudgifter samt betaling ved renoveringer af fx vinduer og tag. Fordelingstal anvendes derudover som stemmevægte ved generalforsamlinger. Dit fordelingstal svarer ca til din lejligheds areal i kvadratmeter delt med 10.